Guide til køb af laser projektor

 i Guides

Overvejer du at skifte fra fladskærm til en laserprojektor? Som køber præsenteres du for et meget stort udbud af laserprojektorer, eller laserprojectorer som det ofte fejlagtigt staves.

Det gør det vanskeligt at gennemskue, hvad produkterne kan – og hvor de er forskellige. Læg dertil de mange forkortelser og tekniske ord, og man begynder som almindelig forbruger at miste pusten.

Det er ærgerligt, for bag de tekniske ord og det store udvalg, gemmer sig unikke muligheder for at imponere med billeder og film på de helt store lærreder.

I denne guide får du de vigtige trin til valg af netop den projektor, som du bliver glad for. Hvert trin indeholder nogle spørgsmål, som vi anbefaler, at du svarer på, inden du kaster dig over produktspecifikationerne.

Når du har svarene fra de 4 trin, går vi videre med forklaringer på de mest betydningsfulde tekniske ord.

Men allerførst får du en forklaring på, hvorfor de nye laserprojektorer, der begyndte at komme på markedet til hjemmebrug i 2015, er så eftertragtede.

Laserprojektorere har ændret gamet

Projektorer er i bund og grund maskiner, der skaber og kaster (projicerer) lys frem mod en flad overflade som fx en væg eller meget bedre, et lærred.

Måske kan du huske den larmende maskine fra klasseværelset, når I skulle se film sammen med vikaren? Læreren flyttede rundt på projektoren, og drejede frem og tilbage på objektivet for at få billedet så stort som muligt, og gøre det så skarpt så selv dem på bagerste række kunne se med. Opgav din vikar også ret tit?

Det billede har meget lidt med nutidens laserprojektorere at gøre. Benhård konkurrence blandt producenterne har flyttet bjerge rent teknologisk, og med fremkomsten af laserprojektorerne (4K projektorer) er der for alvor nye muligheder for den ambitiøse hjemmebiograf-ejer med appetit på at se sportkampe, koncerter og film i den helt store skala.

Det nye er:

  • 4K laserprojektorer skaber et mere ensartet lys både hvad angår skarphed og farvegengivelsen. Gul er bare mere gul etc.
  • Levetiden for laser lyskilden er mellem 12.000 til 20.000 timer, hvilket er meget lang tid i forhold til lamperne. Nogle producenter giver da også nu op til 5 års garanti på deres laser lyskilder i apparaterne.
  • Driftsomkostningerne til udskiftning af lamper er reduceret betydeligt, da en traditionel lampe efter bare 2500-5000 timers brændetid har mistet op mod 50% af sin evne til at videresende lyset og farverne deri skarpt og præcist. En laser mister i samme periode kun 10%.

 

4 vigtige beslutninger inden du kaster dig over udvalget

Trin 1: Bliv helt præcis på formålet
Noter kort hvad du vil opnå med din projektor, og hvilke behov du har i den forbindelse.

Netop formålet med din projektor er vigtigt at holde sig for øje, når du vælger model. Det afhænger af, hvor projektoren skal placeres, hvad den skal bruges til, hvor stort et område den skal oplyse, og hvor mange der skal kunne se.

Den vigtigste afvejning er, om du går efter en dataprojektor til powerpoints og mindre youtube-film i præsentationer, eller om du er i markedet for at købe ind til den lækre filmoplevelse. Hvis du er ude efter dataprojektorere, kan du nøjes med apparater med en lavere kontrast mellem de mørkeste og lyseste farver. Og omvendt; biograf-projektorerne skal have en høj kontrast, hvor forskellen mellem det mørkeste sorte og det lyseste hvide er størst.

Dernæst skal du beslutte dig for hvor meget interaktivtet, du har brug for.  Interaktive projektorer er oftest Short Throw eller Ultra Short Throw projektorer, der er placeret tæt på en tavle eller et lærred. De er populære i undervisningslokaler, hvor interaktivitet og direkte adgang til internettet giver et inspirerende læringsmiljø. Ved hjælp af den interaktive pen, der registreres af projektorens kamera, får brugeren fuld kontrol.

Og av av av, at få indkøbt et fedt produkt, som så laver en forfærdelig larm. Går det du efter en hjemmebiograf til klassiske violinkoncerter og romantiske aftener, så skal du gå efter en laserprojektor, der larmer så lidt som muligt. Mindre støjfølsom er du måske, hvis målet er fodboldaftener og rockkoncerter.

Så det er ikke helt ligegyldigt, om du planlægger romantiske filmaftener i sofaen, eller I skal præsentere en forretningside for en sal af mennesker.

Trin 2: Hvor skal laserprojektoren bruges?
Laserprojektorere kommer idag i alle tænkelige størrelser. De mindste vejer ned til få hundrede gram og passer i en lomme. De fleste bærbare vejer dog mellem 1.5 og 3 kilo.

Mange kan modtage data via wifi, altså trådløst. Så tænk over om projektoreren skal bruges i ét bestemt rum, fx et mødelokale eller et klasseværelse? Eller om den skal kunne flyttes fra rum til rum? Eller skal den bruges som digital skiltning, hvor I med animeret og interaktiv grafik, skaber skarpe  budskaber?

Selvom mange apparater er trådløse, skal du være indstillet på, at der altid skal trækkes ledninger til strøm, med mindre der bruges batterier.

Noter lokalets størrelse og mængden af lys i rummet. Kan det fx. mørkelægges? Kan lyset dæmpes?

Lærrederne er værd at bruge lidt tid på udvælgelsen af. Størrelsen kan være 16:9 eller 4:3 eller cinemasize, og det kan være en fordel at kikke efter lærreder, hvor du kan kontrollere vinklen i forhold til væggen. De fås både med og uden automatisk oprulning, så giv også det behov en tanke. Mange laver et rum dedikeret til hjemmebiograf. I så fald er det mindre vigtigt om lærredet kan rulle op, end hvis du skal bruge din laserprojektor i stuen.

Producenterne har to bud på løsninger, hvis lærred og projektor skal fungere et sted, hvor en almindelig opstilling vil give et trapez-formet billede, fordi projektoren står skævt i forhold til lærredet. Bud nummer 1 er keystone-korrektion, der dog ‘ødelægger’ billedets kvalitet en smule. Alternativet bud nr. 2 ødelægger ikke billedet. Det hedder mekanisk eller optisk lens shift, der giver mulighed for at forskyde billedet lodret eller vandret uden at tippe eller dreje projektoreren.

Overvej også om det er nødvendigt med ekstra sikkerhed i form af et låse system og adgangskode.

Trin 3: Hvilket indhold skal du bruge?
Planlægger du en Champions League-aften med gutterne, skal du kunne tilslutte din digitale TV-boks eller kunne tilslutte en computer.

Højopløste konsolspil, HD-billedmateriale og film i Blu-ray kvalitet kræver en anden laserprojektor end et apparat, der skal vise fine, detaljerede streger på en CAD-tegning for en større forsamling.

Hvor kommer indholdet fra? Skal projektoren tilsluttes et netværk, en computer og et centralt styresystem, hvorfor software opdateres?

De nyeste projektorere kommer idag med en internetprotokol (IP-adresse) og LAN, som gør dem lige så nemme at tilslutte internettet som en pc. Mange producenter laver iøvrigt apps, så du via ios-maskiner som iMac, iPhone og iPads, kan overføre filer til din projektor. Det er en tendens, hvor andriod-enheder har haltet efter, men producenternes indbyrdes konkurrence betyder, at også apps til den type styresystemer er voksende.

Mange projektorere kommer idag med gode muligheder for at overføre film i meget høj opløsning fra computeren via HDMI-indgange, og du kan roligt anse HDMI som en fremtidssikring, selvom du ikke skulle have brug for det nu.

De fleste ønsker at kunne betjene deres projektor trådløst, og slippe for ledninger hen over bordet, og det ved producenterne. Der er dog apparater, hvor man skal tilkøbe eller tilslutte et eksternt modul for at få den trådløse oplevelse.

Trin 4: Kend dit budget
En god måde at få lavet den første grovsortering er at vide, hvad man vil eller kan betale.

Laserprojektorerne fås i alle prisklasser. De mindste lommeprojektorere fås til under 1000 kr. og projektorere i de professionelle installationer med den nyeste laserteknologi kan godt lægge på den pæne side af 60.000 kr.

Regn med at budgettere med 10-20.000 kr. hvis du er ude i at imponere gutterne med en invitation til at se filmen Avatar i 3D i din egen hjemmebio med cinemascope lærred.

Nogle apparater har eco mode, hvilket giver en mindre strømbesparelse og iøvrigt også reducerer støjen.

Nyeste artikler
Kommentarer
  • per
    Svar

    Tusinde tak for information. Jeg købte en brugt Optima projektor og er blevet “hooked” på den store skærm og dermed oplevelse – jeg ser for det meste tv, serier og film fra nettet, samt en del youtube – da jeg gerne vil videre med noget mere optimalt, en projektor der ikke er alt for dyr, eller måske vente til der kommer flere Laser projektere (har set XIAOMI MI) Rummet jeg ser i er ca 3 meter, jeg vil gerne have et billede på mindst 100″ og så må der ikke være for megen blæser støj. Jeg bruger iøvrigt apple-tv og har sourround.
    Mvh
    Per Hedemand

Skriv en kommentar

Start typing and press Enter to search